Emily:

goddag, mit navn er emily

Præsten:

det er kotume at indlede med: tilgiv mig fader, thi jeg har syndet, men ok emily, hvad kan jeg gøre for dig?

Emily:

hæng mig op på korset fader, og stil dig sådan, at det er muligt for mig derfra at tisse dig i hovedet, hvad havde du tænkt dig, jeg er kommet for at bede om syndsforladelse

Præsten:

jeg havde i fjor en konfirmand der vedvarende tissede i bukserne, han kaldte konsekvent vor fredsbebuder for jesus kvist, herren elsker også sine snarrådige børn emily, engel, fortæl mig om din synd og jeg skal svare

Emily:

Godt så. Min synd er so følger: i tredive år og ti dage gik jeg og suttede på den samme bolle, tilsidst blev den... ja.. forbandet våd, så stoppede jeg resterne af bollen i munden på min gamle mor, men det er ikke min synd, præst, tro ikke at jeg tog livet af hende, at jeg kvalte hende med bollen, min synd er en anden, i de sidste år af sit liv, på grund af bollen, kunne hun kun mumle, og så, hver gang hun forsøgte at mumle noget sagde jeg, nej jeg skreg: TAL PÆNT, SÅ TAL DOG PÆNT

Præsten:

Hvad forstår du ved pænt mit barn, hvad mumlede din moder, hvis du ikke kunne lægge et sjal over hende og lytte, hvad foretog du dig så med dine hænder f.eks. med din mund. Når vi taler, tænker jeg, vil vi sige noget til vore elskede, det er derfor vi har tunger, kan du lide din tunge emily, kan du lære at holde af den?

Emily:

tungen, fy for satan, hvis jeg må tillade mig at sige sådan i dit hus, tungen stopper man ned i halsen på hinanden, tungen bruger man til at forstumme talen, eller lad mig sige det på en anden måde, præst, min tunge har ikke gjort det gode

Præsten:

Det gode, Emily, hvad er det gode, har du tanker om det? Tro ikke at din generations fokusering på negation ikke har konsekvenser, tro på at din tunge har noget at skulle have sagt og sig det.

Emily:

undskyld, du taler for abstrakt, do you ever feel like a plastic bag?

Præsten:

sorry. jeg kan se dine bryster for mig, er det konkret nok til dig?

Emily:

Ja tak, det var bare det jeg ville høre

Præsten:

Så vi er måske færdige?

Emily:

ja

Præsten:

ja